Hop til indhold
Grønlands Domstole

Mål og værdier 

Grønlands Domstole er en del af det danske riges domstole. Landsretten har med få ændringer tilsluttet sig de fælles mål og værdier, der er formuleret for Danmarks Domstole under mottoet "for ret og retfærdighed".

Her præsenteres mål og værdier for Grønlands Landsret: 

DOMSTOLENES ROLLE OG OPGAVE

Domstolene værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed.

Domstolenes opgaver er fastlagt i grundloven og anden lovgivning.

Domstolene pålægger foranstaltninger og afgør tvister mellem personer, virksomheder og myndigheder. Domstolene afgør spørgsmål om lovligheden af, hvad myndighederne foretager sig, og spørgsmål om lovgivningens overensstemmelse med grundloven og internationale forpligtelser. Det er også domstolene, som afgør fogedsager, skiftesager og står for registrering (tinglysning). Derudover har Grønlands Landsret ved landsdommeren formandskabet for voldsoffererstatningsnævnet.

Med grundlovens ord: Domstolene har den dømmende magt.

Domstolen skal sikre alle lighed for loven og beskytte den enkelte mod magtmisbrug. Efter grundloven er dommerne derfor uafhængige – de skal ved afgørelsen af sagerne kunne rette sig efter loven og være upartiske. De skal ikke lade sig styre af politiske interesser eller andre uvedkommende interesser.

VISION

Domstolene arbejder tidssvarende og professionelt for ret og retfærdighed ved at træffe rigtige afgørelser til rette tid – afgørelser, som er velbegrundede og til at forstå. På den måde gør vi os fortjent til befolkningens tillid og respekt.

VÆRDIER

Domstolene er båret af stærke værdier, som vi hver dag i alle sammenhænge gør vores bedste for at leve op til både eksternt og internt.

  •  ANSVARLIGHED

    Domstolene skal træffe rigtige, velbegrundede og forståelige beslutninger i rette tid. Vi skal derfor have de nødvendige faglige og menneskelige kompetencer til at løse opgaverne med højest mulig kvalitet og effektivitet.

    Alle ved domstolene har et fælles ansvar både for den enkelte rets resultater og for helheden. Derfor deler vi viden, og vi udvikler og udbreder bedste praksis.

  • RESPEKTFULD BEHANDLING

    Vi behandler alle ordentligt og med respekt. Vi viser forståelse for den enkeltes situation og baggrund, og vi har respekt for forskellighed. Vi udtrykker os forståeligt i skrift og tale.

  • TROVÆRDIGHED

    Ved domstolene arbejder vi efter loven og er troværdige. Vi lader os ikke påvirke af uvedkommende hensyn. Vi er upartiske og neutrale, og vi er bevidste om, at vi til hver en tid skal fremstå sådan.

  • ÅBENHED OG LYDHØRHED

    Domstolene skal være åbne og tilgængelige for alle. Vi samarbejder med hinanden og med vores brugere med respekt for de rammer, der gælder for domstolene. Vi arbejder for, at domstolene som organisation og arbejdsplads udvikler sig tidssvarende.


MÅL OG INDSATSOMRÅDER

Danmarks Domstole har en række mål og indsatsområder for årene 2013-2018. Som en del af enheden tilslutter Grønlands Landsret sig med få ændringer disse mål og indsatsområder. Der er fire overordnede mål for perioden og en række indsatsområder, der er vigtige for at nå målene.

De fire overordnede mål er:

  1. Korte sagsbehandlingstider
  2. Fælles mål og vision i opgaveløsningen
  3. Tidssvarende kommunikation
  4. At være en attraktiv arbejdsplads


1. KORTE SAGSBEHANDLINGSTIDER

Domstolenes sagsbehandlingstider har stor betydning. Domstolene træffer hver dag afgørelser eller udfører handlinger, som påvirker den enkelte borger eller virksomhed. Sagsbehandlingstiderne skal derfor være korte og ensartede, så borgerne i ligeartede sager får behandlet deres sag inden for samme tidsramme.

Grønlands Landsret har som målsætning for sagsbehandlingen, at berammelse af første møde i sagen sker inden for en uge efter modtagelsen. Endvidere er der for kriminalsager fastsat mål om, at ankesager i Nuuk er hovedforhandlet inden for 4 til 6 uger, mens sager uden for Nuuk er hovedforhandlet inden for 3 måneder. Gennem 2012 har Grønlands Landsret stort set levet op til disse mål, og det er et fortsat mål at bevare den nuværende sagsbehandlingstid. Det er derudover landsrettens ambition at samarbejde med andre aktører; politi og kredsretter for at nedbringe sagsbehandlingstiden i alle led.

2. MERE ENSARTETHED I OPGAVELØSNINGEN

På mange områder har det betydning for brugerne, at retternes sagsbehandling og administrative procedurer bliver mere ensartede. Det er derfor vores ambition at skabe mere ensartethed i opgaveløsningen. Vi vil derfor sætte fokus på at:

  • Kortlægning af forskellighed på udvalgte områder.
  • Udarbejde juristvejledninger.
  • Udarbejde fælles standarder og rutiner på områder, hvor det er vigtigt for brugerne.
  • Udarbejde faste rutiner i forhold til samarbejde med kredsretterne og Retten i Grønland.
  • Etablere gode rammer for vidensudveksling.
  • Domssamling

3. TIDSSVARENDE KOMMUNIKATION

Det er en væsentlig forudsætning for at fastholde tilliden til domstolene, at befolkningen kender og forstår domstolenes afgørelser og funktioner i samfundet. Kommunikationen skal være forståelig og tidssvarende både i og udenfor retssalen.

Det er vores ambition at øge befolkningens kendskab til domstolene og retspraksis både gennem en bedre kommunikationsindsats og ved at modernisere sprogbrugen ved domstolene. Retssproget er grønlandsk og dansk. Af hensyn til retssikkerheden vægter vi høj kvalitet i tolkningen. Vi vil derfor sætte fokus på at:

  • Udbrede kendskabet til domstolenes rolle og arbejdsopgaver
  • Fortælle om domstolenes afgørelse
  • Sikre tidssvarende og forståelige breve og afgørelser
  • Sikre grønlandsksproget kommunikation af høj kvalitet
  • Tilpasse kommunikation de internationale udfordringer

 4. VÆRE EN ATTRAKTIV OFFENTLIG ARBEJDSPLADS

Det er en forudsætning for at nå de overordnede mål, at alle medarbejdere er velkvalificerede og kompetente. Grønlands Landsret har ambitioner om at være en attraktiv arbejdsplads, der kan fastholde og tiltrække højt kvalificerede medarbejdere.

Vi skal derfor udbrede kendskabet til, at vi er en arbejdsplads med stærke værdier, store faglige udfordringer for den enkelte og spændende og samfundsrelevante arbejdsopgaver. Vi skal også fortælle om og udbygge de gode muligheder for efteruddannelse og kompetenceudvikling. Vi vil derfor sætte fokus på:

  • Personaleudveksling mellem grønlandske retter og andre retter i riget
  • Sikre medarbejdernes sproglige kompetencer i såvel grønlandsk, dansk som engelsk

 

Til top Sidst opdateret: 21-10-2016