Hop til indhold
Grønlands Domstole

Hvis du bliver sigtet eller tiltalt 

Hvis politiets mistanke i en sag retter sig mod dig, vil du få at vide, at du er sigtet i sagen. Når du senere bliver indkaldt i retten, vil du være tiltalt i sagen.

Hvis du er tiltalt i en kriminalsag, har du ret til enten selv at hyre en bestemt forsvarer eller til at få beskikket en forsvarer. Politiet skal give vejledning i mulighederne for at vælge en forsvarer.

Du har ret til at få en forsvarer til stede under eventuelle afhøringer hos politiet.

Forsvareren skal enten have gennemgået forsvareruddannelsen ved Retten i Grønland eller være advokat.

Som sigtet får du kendskab til mistanken og til den efterforskning, politiet er i gang med. Som alle andre har du som sigtet kun pligt til at oplyse navn, fødselsdato og adresse, når politiet spørger.

Som sigtet/tiltalt har du pligt til at møde personligt i retten på det tidspunkt, der står i indkaldelsen. Hvis du udebliver uden lovlig grund, vil du blive anholdt og fremstillet i retten inden for 24 timer.

Hvis du bliver dømt, har du mulighed for at anke din dom til landsretten. Her skal din forsvarer være jurist.

Hvis du har været tilbageholdt og senere bliver frikendt, har du mulighed for at søge erstatning. Din forsvarer skal hjælpe dig med dette.

Til top Sidst opdateret: 06-06-2017